Video - Horton Hovedpineforening

Hjælp hovedpineramte

Danmarks patientforening for hovedpineramte har brug for private bidrag og gaver. De er nødvendige, hvis vi fortsat skal kunne hjælpe mennesker, der er ramt af foreksempel migræne, selvmordshovedpinen Horton Hovedpine eller af en anden periodevis invaliderende hovedpinesygdom.

Eller..
Bliv medlem og
alle fordelene

Gratis patientrådgivning
Gratis Horton-maske
Gratis Hovedpinepas
Mulighed for psykologhjælp
Mulighed for en bisidderordning
Mulighed for rådgivning på din arbejdsplads eller dit uddannelsessted
Støt forskningen i hovedpinesygdomme
Modtag medlemsbladet Hovedsmerten tre gange årligt
Modtag gratis foldere
Kom til medlemsmøder og deltag i foreningens mange andre aktiviteter

Portrætter

Vi har på denne side samlet nogle patient beretninger.


Anette Sørensen:

Jeg er som et sygt dyr, der gemmer sig

 

Der gik 15 år fra Anette Sørensen havde sit første anfald, til hun så et program, der bekræftede hende i, at hun led af Hortons hovedpine. Inden da havde hun spist store mængder hovedpinepiller og været indlagt flere gange uden, at nogen kunne finde ud af, hvad der var galt. I dag kæmper Anette med Horton-perioder på tre måneder, men give op vil Anette ikke. Mr. Horton skal aldrig vinde og styre mit liv, siger hun.

Anette Sørensen er ikke i tvivl. Hortons hovedpine er den usynlige sygdom. Selv om hun har haft Hortons hovedpine i mere end 30 år, er der kun fem mennesker, der har set hende, mens hun har haft et anfald.

Når klyngeperioden er på sit højeste, sender jeg ofte mine børn væk, for så megen smerte skal børn ikke se. Jeg går halvnøgen rundt dagen lang for at holde min krop nedkølet, for bliver jeg varm i kroppen eller på fødderne, kan det nemt tricke et anfald. Generelt har jeg det rigtig skidt, og når anfaldene eskalerer om natten, kan jeg ikke være i min egen krop, fortæller Anette Sørensen. – Det mest frustrerende med Horton er, at man kan fortælle om det, men ingen forstår det helt. Først når folk ser alle mine iltflasker, tænker de, at det er alvorligt, men for mange er det svært at forstå, at man stadig er syg efter 14 dage, for hvor slemt kan hovedpine ligesom være? Derfor holder jeg det meget for mig selv, og det kan godt være ensomt, men er nu blevet mere modig og siger til folk, at de skal læse om det på nettet, så de bedre kan forstå det. Men selv om Horton forringer min livskvalitet enormt, når den er der, skal den ikke ødelægge mit liv. Det har jeg lovet mig selv. 

Skoletandlægen fik mistanke
Da Anette Sørensen var ung, gik hun ofte til skoletandlægen for at få hovedpinepiller. I perioder kom Anette hos skoletandlægen næsten dagligt. Det fik skoletandlægen til at reagere. Hun mente, der var noget galt, mens Anettes mor var bange for, om Anette var begyndt at pjække.  – Det var altid om morgenen, jeg havde voldsom hovedpine, så derfor opstod mistanken til pjækkeri, men efterhånden udviklede min hovedpine sig til anfald, hvor jeg lå og skreg, og til sidst havde jeg så stærke smerter, at jeg blev indlagt. Da var ingen længere i tvivl om, at der var noget galt, husker Anette Sørensen,  Selv om Anette blev indlagt, og overlægen konstaterede mange symptomer på Hortons hovedpine, var der ét punkt, der ifølge ham ikke stemte – når Anette havde et anfald, lagde hun sig nemlig ned, og det var uhørt i forhold til at have Hortons hovedpine. Hun blev betragtet som et specielt tilfælde, og lægerne prøvede meget, inden de sendte hende til psykiater som 18-årig.   – Dér sagde jeg stop! Det kunne godt være, at de ikke kunne finde ud af, præcist hvad det var, men jeg ville ikke erklæres tosset også, fortæller Anette med et smil.  Et udlandsophold i tre år gav Anette en pause fra hovedpineanfaldene, men de kom tilbage på en ferierejse senere.  – Anfaldet var så eftertrykkeligt, at jeg simpelthen troede, det ville fælde mig. Jeg var så syg. På et hospital i Paris fik jeg morfin, fordi ingen anede, hvad der var galt, men dengang skulle jeg bare overleve på, hvad der var.  Tilbage i Danmark fortsatte anfaldene, og der gik mange år med anfald og uvidenhed, inden et tv-program en dag fik Anette på helt andre tanker.  

Græd som aldrig før
En aften så Anette 'Lægens bord' i tv og tænkte, at her var den sygdom, hun led af. Næste dag gik Anette til sin egen læge og spurgte, om hun havde Hortons hovedpine. Lægen gav Anette en brochure om Hortons hovedpine, men sagde samtidig: 'Det tror jeg nu ikke, du har!'  – Da jeg var færdig med brochuren, græd jeg så meget, som jeg aldrig havde grædt før. Det var en enorm lettelse: Punkt 1, jeg var ikke idiot, og punkt 2, jeg var heller ikke hypokonder. Det havde jeg nu heller aldrig troet, men i omverdenens øjne kan man bare ikke have så meget hovedpine, så intense smerter og så længe. Nu stod mine symptomer fuldstændig beskrevet, og jeg vidste, at jeg ikke var den eneste. Det var meget forløsende.

Kæmper videre
Anette kom i kontakt med Dansk Hovedpinecenter i Glostrup og fik ordineret forebyggende og anfaldsmedicin og senere også ilt. I dag lever Anette med sine anfald. Senest har hun haft en Horton-periode på næsten et halvt år, hvoraf de to måneder har budt på daglige klyngeperioder.   – Nogle gange tror jeg, at den sidste time er kommet, og nogle gange ønsker jeg det også. Jeg kan ikke holde det ud. Det er så ekstreme smerter – som at føde et barn ud gennem øjet. Efter så lang en anfaldsperiode har jeg det, som om min hud er blevet barberet med en ostehøvl hver eneste dag, men vinde, det skal Mr. Horton ikke, konstaterer Anette.  

Faktaboks:

Anette Sørensen, 46 år, har haft Hortons hovedpine, siden hun var 14-15 år
Anfaldene kommer cirka hvert andet år og varer omkring tre måneder ad gangen
Oftest kommer anfaldene om natten i klynger, og hvert anfald varer fra 20-60 minutter
Et anfald begynder typisk med følelsen af en knytnæve i højre øje. Så følger en ekstrem saunavarme i hele kroppen, inden anfaldet eksploderer i det, der føles som en stor slagterkniv, som bliver jaget ind i øjet og langsomt drejes rundt, samtidig med at en står og slår en hammer ind i baghovedet.
Under anfaldene har Anette en stor frysepose liggende under sin højre kind og tinding, og hun har det altid helt mørkt og gerne iskoldt i soveværelset. Det hjælper mod den ekstreme varme i kroppen.

Citat:

I mange år holdt jeg Horton for mig selv. Det blev jeg lidt ensom af. Nu er jeg blevet modigere og siger til folk: 'Prøv at google det, så du kan læse mere om det'. Det har givet en helt anden respekt og forståelse for mig og min sygdom, og det har været en stor lettelse. 


Tommy Hansen:

Sprøjterne styrede mit liv

Som 40-årig fik Tommy Hansen pludselig voldsomme smerter, og i løbet af et års tid var hans festlige og glade liv forvandlet til et Horton-smertehelvede, hvor migrænemedicin i sprøjter styrede hans liv. Tommy blev fyret, og til sidst så han kun én udvej – rebet i kælderen. Men gode venner fik ham på andre tanker, og siden Tommy fik indopereret en chip bag kinden, som han kan påvirke nervesystemet med ved hjælp af en fjernbetjening, er anfaldene stort set forsvundet.

 

Efter en opslidende kamp i næsten otte år var Tommy ved at give op over for sine Horton-anfald, som var endt med plage ham dagligt. 

Hovedpinen styrede helt mit liv, og jeg var ikke til andet end at feje op og smide ud. Jeg ville stikke af, men jeg vidste ikke, hvor jeg skulle løbe hen. Derfor gik jeg en dag ned i kælderen og lukkede døren efter mig med en snor, så den ikke kunne gå op. Det var min vej til selvmord. Jeg drak som et svin og sad med en medicinsprøjte i låret, men så kom nogle af mine venner heldigvis og fik talt mig til ro og hjalp mig ud af mit livs krise, og snart kom hospitalet på banen med en operationsmulighed, fortæller Tommy Hansen.

 

Tandlægebesøg og fyring
Indtil Tommy var 40 år, havde han aldrig mærket noget til hovedpine. Han arbejdede som rejsemontør, tjente gode penge og havde et godt socialt liv med fest og gang i den. Men så kom de voldsomme smerter. I begyndelsen med nogle måneders interval, men hurtigt med kortere mellemrum.
Det hele kom så pludseligt. Jeg fik mere og mere ondt, og mig, som aldrig havde rørt et pilleglas før, spiste nu en masse piller. Jeg brugte 10.000 kroner hos tandlægen, hvor jeg blandt andet fik revet to kindtænder ud, men lige lidt hjalp det, og jeg måtte ofte sygemelde mig, og jeg havde ingen anelse om, hvad der var galt.

En dag fortalte Tommy sin svigermor, der arbejder som sekretær hos en neurolog, om sine smerter, og hun sørgede for, at Tommy fik en tid. Da han havde sagt, han havde smerter i kind, kæbe, næse og øje, lød dommen fra neurologen: 'Du har Hortons hovedpine'. Tommy blev sendt på hospitalet, og forebyggende medicin blev doneret. Alligevel var det svært at få hverdagen til at fungere.

Jeg fik lov til at være sjakbajs, fordi det var mindre belastende end mit tidligere job, men det endte med, at jeg sad oppe i bilen to gange om dagen og sprøjtede mig med migrænemedicin, fordi almindelige piller slet ikke kan tage smerten og heller ikke når at virke, mens et anfald står på. Sprøjterne kom til at styre mit liv, og til sidst blev jeg fyret, fortæller Tommy.

Tilbud om chip-operation
Årene gik, og i slutningen af 2010 tog Tommy mellem 10 og 12 sprøjter om dagen, selv om det anbefales ikke at tage mere end to. På to måneder købte han medicin for 70.000 kroner, og han turde ikke gå nogen steder uden en sprøjte af angst for, at han skulle gennemleve et anfald uden smertehjælp. Men til sidst hjalp medicinen ikke, selvmordstankerne opstod, og hospitalet blev sidste råb om hjælp. Fordi Tommy nu havde kronisk Hortons hovedpine, blev han tilbudt at deltage i et forsøg med at indoperere en chip bag kinden, hvorfra der går en ledning op til nervesystemet med seks hoveder på, som kan ramme hans nervesystem i hjernen. Når et anfald melder sig, kan han via en maskine aktivere chippen. Tommy takkede ja, men lige inden operationen fik han et anfald på hospitalet.

Jeg havde ingen sprøjter med, så mens jeg ventede på, at min kæreste skulle komme med en sprøjte, lå jeg og kravlede rundt ude på gangen. Fire sygeplejersker stod og kiggede på mig og sagde: 'Nej, hvad laver ham der. Er han psykisk syg?' Lidt efter kom en femte sygeplejerske og sagde: 'Nå, det er ham der med Horton. Det skulle vist være slemt'. Det var så forfærdeligt og sagde mig, hvor få der kender til det her, selv på et hospital.  

Anfaldsfri
Selve chip-operationen gik godt, og Tommy har de første fire måneder efter operationen ikke haft et egentligt anfald. Jeg har fået et helt andet syn på livet nu og er blevet meget mere glad. Jeg går stadig ingen steder uden mine sprøjter, i tilfælde af at der ikke er batteri nok på min maskine, der skal sende signaler op til hjernen via chippen, fortæller Tommy. I dag deltager Tommy i forskellige forsøg i forbindelse med chip-operationen. Det er der mange i omgangskredsen, der ikke kan forstå, for hvorfor f.eks. sige ja til at få fremprovokeret et anfald.

Der er ikke nogen, der skal have så ondt, som jeg har haft, så hvis jeg med min chip kan være med til at klargøre, hvad det er, der sker i hovedet på en, når man har et anfald, og hvad der tricker det, så gør jeg det gerne. Der er ikke noget, jeg hellere vil end at hjælpe andre.

 

Faktaboks:

Tommy Hansen, 48 år, har haft Hortons hovedpine i de sidste næsten otte år

I forsommeren 2011 fik Tommy indopereret en chip i kæben, som kan sende impulser op til nervesystemet ved hjælp af en fjernbetjening. Hvis Tommy mærker, at et Horton-anfald er på vej, aktiverer han fjernbetjeningen og kan nå at stoppe anfaldet, inden det bryder ud. Og ved hjælp af en sprøjte med migrænemedicin kan han nå at stoppe anfaldet helt

Fire måneder efter operationen har Tommy ikke haft et rigtigt Horton-anfald

I dag har Tommy Hansen fået et fleksjob.

Citat:


Da jeg havde kronisk Horton, løb det hele bare ud i sandet for mig. Det blev først lyst, da de ringede fra hospitalet og sagde, at jeg kunne få indopereret en chip. Siden har jeg stort set ikke haft et anfald. 


Dorthe Dreyer:

Jeg skal lære at leve, når jeg ikke har anfald

Som 12-årig fik Dorthe Dreyer en recept på 200 Kodimagnyler, fordi hun havde slemme hovedpineanfald. Syv år senere opdagede en vagtlæge ved et tilfælde, at Dorthe led af Horton. Lige siden har Dorthe kæmpet med anfald, og i 2009 kulminerede det med en depression. I dag har Dorthe fået et fleksjob, og med det er livsglæden vendt tilbage.

Efter næsten 30 år med hyppige Horton-anfald sagde Dorthes krop fra. Det var i februar 2009.   – Jeg følte, at et Horton-anfald var så kraftigt, at det fik noget til at eksplodere i mit hoved. Jeg kunne nærmest høre en lyd inde i mit kranium af noget, der sprang. Det anfald sammen med de mange, jeg har haft igennem det meste af mit liv, mundede ud i en kæmpe depression. Jeg kom så langt ned, at jeg tænkte, at hvis det var mit liv, så var det slet ikke noget liv. Jeg kunne ikke være den mor for mine børn, som jeg gerne ville være, og jeg magtede heller ikke længere at passe min 1. klasse som lærer, jeg kunne bare sidde i et hjørne i sofaen, forklarer Dorthe.

Uvirkeligt mareridt
Dorthe var omkring 12 år, da hun en nat vågnede med voldsomme smerter og krabbede sig ud på badeværelset for at hente hovedpinepiller. Her opdagede hun til sin skræk, at hendes ene øje var helt rødt, men hun havde så ondt, at hun ikke kunne tage sig af det. Hun var ude af stand til at søge hjælp hos mine forældre og sad efterfølgende bare og rokkede i sin seng. Næste morgen var hun træt, men havde følelsen af, at det var et ondt mareridt, for hun havde svært ved at forklare, hvad der egentlig var sket. Det gentog sig i månederne efter for så at forsvinde igen, men da anfaldene atter dukkede op, sendte Dorthes forældre hende til lægen.  – Dengang kunne jeg ikke sætte ord på min smerte, så det endte med, at han gav mig en recept på 200 Kodimagnyler. Det blev mine forældre forargede over, for det kunne man da ikke give en pige på 12-13 år, men ingen vidste, hvad de skulle stille op. Jeg gik efterfølgende til alt muligt og blev undersøgt for diverse hovedpinelidelser blandt andet bihulebetændelse, træk og spændingshovedpine.

Våde papirklude var ledetråden
Anfaldene tog til, og sådan gik der flere år, indtil Dorthe flyttede ind i en lejlighed og fik en bofælle, der en nat hørte en jamren og så, at Dorthe havde et anfald. Bofællen ringede efter vagtlægen, der ankom med det samme.
Hele gulvet flød med papir, fordi min næse løb helt vildt, og så kiggede lægen på mig og spurgte, om jeg havde haft lyst til at kaste mig ud fra vinduet. Dengang var det for mig det mest oplagte spørgsmål, jeg nogensinde havde fået, for det viste, at her var en, der forstod min sindssyge smerte, mindes Dorthe.  Lægen stillede ydereligere otte spørgsmål, som Dorthe kunne nikke bekræftende til. Skæbnen ville, at lægen lige havde været på et kursus i Horton, og han var ikke i tvivl. Dorthe havde Horton og skulle til neurolog. Derfra gik det til Dansk Hovedpinecenter og medicinering.   Vagtlægens diagnose blev bekræftet, og Dorthe blev de næste år indlagt mange gange og fik stærk medicin og prøvede mange former for alternativ behandling, men den virkelige hjælp kom først, da Dorthe fik udskrevet ampuller med Imigran, som hun kunne sprøjte direkte ind i låret under et anfald. Også iltflasker blev ordineret.   – Det var en stor lettelse, men jeg har siden måttet sande, at ikke engang det kan være nok i de slemme perioder, for jeg har haft op mod otte anfald ad gangen, og man må kun tage to ampuller i døgnet. Så når de er brugt, så er man igen overladt til sig selv og sin smerte, som jeg bedst kan sammenligne med at gå til tandlægen og få boret direkte ned i en nerve uden stop, så længe anfaldet varer, forklarer Dorte.

Familieliv under pres
I de sidste 15 år har Dorthe arbejdet som skolelærer. Men som Horton-anfaldene tog til i styrke med årene, måtte hun sande, at hun ikke kunne magte ansvaret og arbejdsbyrden. Anfaldsperioden op til depressionen i 2009 varede fem måneder og tog Dorthes sidste kræfter.   – Jeg prøvede at tage på arbejde, men jeg kunne simpelthen ikke håndtere en hverdag. Jeg havde sjældent sovet om natten og kunne ikke få familien derhjemme til at fungere. På et tidspunkt kunne jeg knap nok selv hente et glas vand, så min kæreste stod for alt. Hele vores familie var ved at gå fuldstændig i opløsning, og det var så svært at erkende, at jeg ikke kunne være den mor, jeg ønskede. Inden det blev afklaret med, at jeg kunne få et fleksjob, græd jeg. Jeg troede ikke, at jeg nogensinde ville få et værdigt liv med et arbejde igen.

Fleksjob blev redningen
Efter depressionen fik Dorthe tilbud om et fleksjob, som hun straks sagde ja til. Siden har hun ikke haft så hyppige Horton-anfald, så livsmodet er vendt tilbage.   – Med mit fleksjob føler jeg nu, at der er en mulighed for, at også jeg kan blive et helt almindeligt arbejdende menneske igen, og der er ikke noget, jeg hellere vil være, forklarer Dorthe Dreyer. – Horton har i den grad forringet mit liv og indskrænket mit sociale liv, fordi min psyke har været så nedslidt, at jeg ikke har haft overskud til at omgås andre mennesker, og jeg har f.eks. også frygtet at få et anfald midt i et supermarked. Mit største ønske er, at anfaldene aldrig kommer igen, så jeg kan få mit sociale liv tilbage og ikke så let bliver væltet omkuld i fremtiden, men selvfølgelig frygter jeg altid, at Horton dukker op igen. Men indtil da prøver jeg at leve efter et råd, jeg fik fra en læge: "Du skal lære at leve, når du ikke har anfaldene".

Faktaboks:

Dorthe Dreyer, 42 år, fik sit første anfald, da hun var 12 år, og fik konstateret Hortons hovedpine, da hun var 19 år

For tre år siden havde Dorthe så voldsomt et anfald, at hun følte, noget eksploderede i hovedet, og hun fik efterfølgende en depression som følge af de lange perioder med Horton

Siden har Dorthe fået et fleksjob som skolelærer

Noget af det ubehag, Dorthe mærker efter at have taget medicin for et anfald, er enorm træthed, manglende appetit, kvalme, koldsved, hjertebanken, snurren i næsen og et hævet øje, der er ekstremt ømt flere uger efter anfaldsperioden.

Citat:

Horton er som tortur, hvor du ved, at de kommer ned ad gangen og henter dig om lidt. Der kommer bare ikke nogen og henter dig, for det er inde i dig selv, men du kan ikke række ud efter nogen. Om der så stod 1.000 mennesker i lokalet, var der ingen, der kunne hjælpe dig.


Lægerne udtaler:



Rigmor Højla
nd Jensen:

Der er lys for Horton-patienter

Fra at være en næsten overset sygdom har Hortons hovedpine i det seneste år fået stor opmærksomhed. Et nyt forsøg på verdensplan med indoperation af en chip i kinden, og mere fokus på årsagerne til den voldsomme hovedpine, får Horton-eksperterne til at se lys. Målet er hurtigere diagnosticering og bedre smertedækning. Og i dag kan patienten også selv hjælpe.

Dansk Hovedpinecenter i Glostrup er langt fremme med viden og forskning inden for Hortons hovedpine. Centerleder, professor overlæge dr.med. Rigmor Højland Jensen glæder sig over, at Horton endelig er kommet mere på dagsordnen.

Der har været megen stilstand, og det har betydet, at vi har været helt oppe på mellem seks og otte år, fra en patient har haft det første anfald, til vedkommende har fået den rigtige Horton-diagnose. Vi taler om Danmark, og det er simpelthen ikke godt nok. Konsekvensen er, at mange i årevis kæmper unødigt med forfærdelige smerter, som vi faktisk godt kan smertelindre i dag. Men forhåbentlig bliver diagnoseforsinkelsen væsentligt mindre på sigt, fordi der er begyndt at ske meget på området. Der er både en ny type chip-operation, som forhåbentlig kan hjælpe nogle af dem med den kroniske Horton-lidelse, og fordi vi også hele tiden forsker i årsagerne og mekanismerne bag sygdommen, siger Rigmor Højland Jensen.

Medbring et billede
Problemet med Hortons hovedpine er især, at hverken læger, tandlæger eller andre behandlere ser anfaldene, når de står på. Patienterne kommer i dagtimerne, hvor alting ofte ser fredeligt ud, og vedkommende er upåvirket. For at give behandleren en ide om, at der er tale om Horton, råder Rigmor Højland Jensen patienten til at tage et billede af sig selv eller optage en lille video under anfaldet, for eksempel med den mobiltelefon mange har i nærheden hele tiden. – Horton-anfaldet er så karakteristisk med det hængende øje, der løber i vand, og måden man farer rundt på, og en krop, der ryster og er så urolig, at langt de fleste praktiserende læger eller tandlæger vil komme til at tænke på Hortons hovedpine ved at se sådan et billede. Det er forholdsvis let for patienten og kan have en afgørende betydning for diagnosticeringen.

Chip kan hjælpe kronisk Horton
Som et led i et forskningsprojekt har Dansk Hovedpinecenter været med til at udvikle en ny type behandling til dem, der ikke opnår nogen effekt af den gængse medicinske behandling, eller som ikke kan tåle den. Patienten får indopereret en chip og elektrode, man sætter ind bag kinden med et par små skruer, og når anfaldet kommer, sætter patienten en fjernbetjening op til kinden, der starter en elektronisk impuls, som virker på anfaldet og stopper det. De første operationer blev udført i begyndelsen af 2011. – Det virker meget lovende, og vi har opnået gode resultater indtil nu, men vi skal selvfølgelig følge patienterne igennem en længere periode. Men vi venter os meget af den type behandling i fremtiden, forklarer Rigmor Højland Jensen.

Ud af smertefuld labyrint
I dag er der en del medicin, der kan forebygge og lindre Horton-hovedpinen. Det er typisk migrænemedicin og ilt, når et anfald er i udbrud. Til at forebygge anfaldene bruger man især visse former for blodtryksmedicin, men der er endnu ikke nogen form for medicin, som er udviklet specielt til Hortons hovedpine. – Vi forsker rigtig meget i årsagerne og mekanismerne bag sygdommen, men der er et langt stykke vej igen, før vi ved, hvorfor man får anfald, hvorfor det er relateret til det biologiske ur og kommer på bestemte klokkeslæt og årstider. De mange spørgsmål arbejder vi videre med, men vi skal huske på, at vi trods alt har en god behandling, og vi har mulighed for at lindre. Derfor skal vi for alt i verden undgå, at patienter går rundt i en labyrint og ikke ved, hvad de skal stille op. Så jo før, man får diagnosen, jo bedre er det.

Faktaboks:

Cirka 80 procent har episodisk Hortons hovedpine, dvs. måske 1-3 måneder om året et par gange om året, f.eks. forår og efterår

Cirka 20 procent har kronisk Hortons hovedpine, dvs. anfald året rundt uden pauser

Siden begyndelsen af 2011 har ni personer i Danmark fået indopereret en chip for at lindre Horton-anfald, på verdensplan er tallet 32 personer.

Citat:

Vi har en god behandling, og vi har mulighed for at lindre. Så jo før, man får diagnosen, jo bedre er det. Hjælp lægen ved at tage et billede, mens anfaldet står på. Så er det lettere at se, om der er tale om Hortons hovedpine.


 Tandlæge Marianne Holst-Knudsen:

Vi skal ikke bare trække tænder ud 

I de sidste 25 år har tandlæge Marianne Holst-Knudsen haft klinik i Herlev. Her har hun mødt et par patienter med Hortons hovedpine, men første gang stod hun helt uforstående over for de smerter, patienten beskrev. Det vakte hendes nysgerrighed og førte hende ind i Hortons mysterier, og siden har sygdommen ligget hende meget på sinde. Hun vil for alt i verden ikke trække tænder ud, hvis smerterne stammer fra Hortons hovedpine.  

I dag bliver der undervist i Hortons hovedpine på Tandlægeskolen. De studerende har forelæsninger selvstændigt om Hortons hovedpine, men sådan var det ikke, da tandlæge Marianne Holst-Knudsen blev uddannet, og der er stadig mange tandlæger, der ikke kender til Hortons hovedpine.  
– Jeg synes, det er vigtigt at undervise i netop Horton, fordi vi som tandlæger ser mange tandpiner i overkæben, der forårsager forskellige symptomer i og omkring øjet. Det kan skyldes tandproblemer, men det kan også være Horton, og det er vigtigt at kunne skelne, så vi ikke bare trækker tænder ud, laver rodbehandlinger på sunde tænder, og folk unødigt bruger en masse penge på alle mulige behandlinger, mener Marianne Holst-Knudsen. 

Prøvede at smertelindre
Da Marianne Holst-Knudsen på et tidspunkt fik en patient ind med meget voldsomme kæbesmerter og hovedpine, efter at han havde været i et længere behandlingsforløb hos hende, stødte hun på Horton første gang.   – Han forklarede, at han havde smerteanfald på mellem ti minutter til en time, og det var næsten dagligt og altid om aftenen eller om natten. Patienten havde fået en henvisning til en neurolog, og jeg skulle så smertelindre indtil besøget hos neurologen. Jeg gav ham softlaser for at skabe energi og bedre blodforsyning, og fordi jeg vidste, det ikke ville ødelægge noget. Vi troede da også, at det hjalp, for smerterne og hovedpinen holdt op, men efter nogle dage dukkede det hele op igen. Og da kom han i tanke om, at han havde prøvet noget tilsvarende for seks år siden, så måske skyldtes det ikke den store tandbehandling, han næsten lige havde været igennem, fortæller Marianne Holst-Knudsen.  Neurologen konstaterede Hortons hovedpine, og det vakte Marianne Holst-Knudsens nysgerrighed.   – Jeg kendte ikke noget til det, men det skulle ikke overgå mig en gang til, at jeg stod i den situation med en patient, så jeg begyndte at grave i det og tog bl.a. kontakt til Hortonforeningen og fik sat mig ind i, hvad Horton var. I min søgen fandt jeg ud af, at det især er vigtigt at spørge ind til patientens konkrete symptomer og høre, om der er et fast tidsmønster i smerterne, om patienten har næseflåd og øjenflåd, for de symptomer optræder ikke ved almindelig tandpine, men er tegn på Hortons, forklarer Marianne Holst-Knudsen.

"Så gør dog noget"
Siden har Marianne Holst-Knudsen mødt endnu et par Horton-patienter, og hvis det sker igen, at hun står over for underlige smertebeskrivelser, er hun ikke i tvivl.   – Ved Horton er der tale om en ganske forfærdelig smerte, og som tandlæge vil man jo gerne hjælpe. Derfor bliver der rodbehandlet en masse tænder i den bedste mening, fordi patienten indtrængende beder en om at gøre noget. Det er utrolig vigtigt at anerkende, at patienten har skrækkeligt ondt, men hvis jeg ikke kan finde noget i deres tænder, og det hele ser sundt ud, er det vigtigt at sige fra og sørge for, at vedkommende bliver sendt videre. Enten til egen læge, neurolog eller lignende. Hvis jeg får mistanke om, at Horton er på spil, giver jeg patienten en af de Horton-brochurer, jeg har liggende, så folk kan læse mere om, hvad det er.  

Faktaboks:

Marianne Holst-Knudsen er tandlæge og har haft flere patienter, hvor følelsen af tandpine viste sig at være Hortons hovedpine·         For at kunne skelne mellem tandpine og Hortons er det vigtigt at kigge på mønstret i smerterne – kommer de for eksempel hver nat og/eller på et bestemt klokkeslæt? Er der næseflåd og/eller øjenflåd?·         Anerkend smerten, men find ud af, hvad den skyldes, før tandlægebehandlinger sættes i gang.·         www.herlevtandlaegerne.dk··

Citat:

"Jeg har brochurer liggende om Hortons hovedpine, som jeg giver patienten, hvis jeg har mistanke om, at det kunne være det. Det vigtigste er at få stillet diagnosen tidligt, så patienten ikke skal lide for meget og få unødige behandlinger."  


 

©2011 Hellemann Designs